L 65 Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

(Understøttelse af de videregående uddannelsesinstitutioners muligheder for mere og bedre videregående voksen- og efteruddannelse m.v.).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV)
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lovforslaget skal sikre bedre adgang til videregående uddannelser for faglærte på de kunstneriske og på de maritime områder. Det er en opfølgning på aftalen om vækstpakken (initiativ 73) af 2. juli 2014 mellem regeringen (Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.

Desuden er vækstpakken en udmøntning af en aftale mellem regeringen, LO og DA om VEU-pakken (voksen- og efteruddannelsespakken), som indebærer, at der skal gives mulighed for maritim og kunstnerisk efter- og videreuddannelse målrettet de faglærte.

Med dette lovforslag bliver reguleringen af de maritime og kunstneriske uddannelser endvidere harmoniseret med Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 106 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF, UFG), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Bertel Haarder (V), Jeppe Bruus (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Liv Holm Andersen (RV), Annette Vilhelmsen (SF), Rosa Lund (EL) og Leif Mikkelsen (LA)