L 205 Forslag til lov om en midlertidig jobpræmie til personer med en langvarig ydelsesperiode.

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Med lovforslaget modtager langtidsledige modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse en jobpræmie for arbejdsindkomst i andet halvår af 2015.

Jobpræmien gives uden ansøgning til langtidsledige modtagere af kontanthjælp m.v., som har arbejdsindkomst i andet halvår af 2015. Målgruppen for forslaget er personer, som den 31. marts 2015 modtog uddannelseshjælp, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller ledighedsydelse eller var ansat med løntilskud, og som i 329 ud af 365 dage i perioden fra den 1. april 2014 til og med den 31. marts 2015 har fået udbetalt en eller flere af disse forsørgelsesydelser.

Jobpræmien gives efter følgende hovedprincipper:
– Personer i målgruppen, som har en arbejdsindkomst som lønmodtagere m.v., får beregnet jobpræmien som 10 pct. af den månedlige arbejdsindkomst i andet halvår af 2015.
– Personer i målgruppen, som har selvstændig virksomhed i andet halvår af 2015, og som ikke modtager offentlige forsørgelsesydelser, kan ansøge om en jobpræmie på 1.500 kr. pr. måned.
– Jobpræmien er skattefri og kan maksimalt udgøre 1.500 kr. pr. måned (maksimalt 9.000 kr. i hele perioden).
Partiernes ordførere
Bjarne Laustsen (S), Hans Andersen (V), Bent Bøgsted (DF), Nadeem Farooq (RV), Finn Sørensen (EL), Eigil Andersen (SF), Joachim B. Olsen (LA) og Charlotte Dyremose (KF)