L 119 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., straffeloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., retsplejeloven og forskellige andre love.

(Indførelse af regler, der giver pensionskunder ret til at få den samlede økonomiske værdi af deres pensionsordning overført i forbindelse med visse tilfælde af omvalg, direktørers og andre ledende medarbejderes mulighed for at deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed, krav til sammensætningen af bestyrelsen i en fond eller forening, der ejer et realkreditaktieselskab, ændring af reglerne om straf for overtrædelse af CO2-auktioneringsforordningen, regulering af CO2-kvotebydere, ændringer af reglerne om forvaltere af alternative investeringsfondes muligheder for at markedsføre alternative investeringsfonde, herunder undtagelse af markedsføring af andele i fondene til medarbejdere og visse detailinvestorer fra kravet om særlig markedsføringstilladelse og indførelse af mulighed for, at forvaltere fra tredjelande kan markedsføre fonde til detailinvestorer, ændring af grænsen for tilbudspligten i værdipapirhandelsloven samt bedre sikring af mindre aktionærers rettigheder, forbud mod brug af variabel løn, der er afhængig af opnåelse af et bestemt salgsmål til detailkunder, ændring af reglerne om tilsyn med fælles datacentraler, tilsyn med depositarer for alternative investeringsfonde m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet
Med loven får pensionskunder, der tilbydes omvalg af pensionsprodukter, overført den økonomiske værdi af deres nuværende produkt til det nye produkt – opgjort efter en individuel beregning. Ydermere indfører loven forbud mod, at værdipapirhandlere må aflønne de af deres ansatte, der sælger eller rådgiver om finansielle instrumenter ved direkte kundekontakt, med variable løndele, som er afhængige af opnåelse af et bestemt salgsmål til detailkunder. Loven indeholder yderligere en række ændringer af den finansielle lovgivning, herunder af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvor Finanstilsynet bl.a. får hjemmel til at føre tilsyn med depositarer for en alternativ investeringsforening.

Loven trådte i kraft den 15. maj 2014.
Vedtaget 106 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, EL, KF, UFG) 5 stemmer imod forslaget (LA) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Annette Lind (S), Hans Kristian Skibby (DF), Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Andreas Steenberg (RV), Joachim B. Olsen (LA) og Brian Mikkelsen (KF)