L 121 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af borgernes frie valg af leverandør af hjemmehjælp og fritvalgsbevis).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S)
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet
Loven indeholder regler, der forenkler reglerne for kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af borgernes frie valg af leverandør på hjemmehjælpsområdet. Loven er et led i udmøntningen af aftalen om finansloven for 2013 mellem regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.

Af loven fremgår det, at særreglerne i serviceloven for, hvordan kommunalbestyrelsen skal skabe grundlag for borgernes frie valg af leverandør, ophæves. Dermed vil kommunalbestyrelsen alene følge gældende udbudsregler, når kommunalbestyrelsen indgår aftale med private leverandører om at udføre hjemmehjælpen.

Endvidere indeholder loven regler om, at det bliver muligt for kommunalbestyrelsen at tilbyde borgerne, der er visiteret til hjemmehjælp, et såkaldt fritvalgsbevis, hvor borgerne selv udvælger og indgår aftale med en cvr-registreret privat leverandør. Kommunalbestyrelsen vil fortsat være forpligtet til at skabe grundlag for, at borgerne, der er visiteret til hjemmehjælp, tilbydes frit valg af leverandør, og at modtagerne kan vælge mellem to eller flere leverandører af denne hjælp, hvoraf den ene leverandør kan være kommunal.

Formålet med loven er at give kommunalbestyrelsen mere frihed til at tilrettelægge hjemmehjælpen på baggrund af områdespecifikke overvejelser om markedsforhold, særlige lokale hensyn og borgernes behov.

Loven trådte i kraft den 1. april 2013.
Vedtaget 63 stemmer for forslaget (S, RV, SF, EL) 44 stemmer imod forslaget (V, DF, KF) 5 stemmer hverken for eller imod forslaget (LA)
Partiernes ordførere
Anne-Mette Winther Christiansen (V), Maja Panduro (S), Karin Nødgaard (DF), Anne Baastrup (SF), Finn Sørensen (EL), Mette Bock (LA) og Benedikte Kiær (KF)