Formålet med beslutningsforslaget var at skærpe straffen for grov vold udøvet mod børn under 15 år med indtil 50 pct., så maksimumsstraffen for kvalificeret vold steg til 9 år, og så maksimumsstraffen for særlig grov vold og for vold med døden til følge steg til 15 år. Derudover foresloges det, at straffen for manddrab blev skærpet med indtil 50 pct., hvis den dræbte var under 15 år på gerningstidspunktet.
Der blev afgivet beretning over beslutningsforslaget, hvor udvalget med tilfredshed noterede sig, at justitsministeren havde oplyst, at anklagemyndigheden havde særlig fokus på sager om vold mod børn, herunder på, at anklagemyndigheden over for domstolene påberåbte sig straffelovens § 81, nr. 11. Udvalget noterede sig også med tilfredshed, at justitsministeren havde oplyst, at Rigsadvokaten havde gennemgået en række domme om vold mod børn, og at domstolene i stort set alle dommene udtrykkeligt havde tillagt det skærpende betydning ved strafudmålingen, at volden var begået mod et barn, eller at volden var begået af barnets primære omsorgsperson.
Endvidere noterede udvalget sig med tilfredshed, at justitsministeren havde oplyst, at Rigsadvokaten ville sikre, at anklagemyndigheden var opmærksom på i relevante sager at anvende straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., hvorefter straffen, hvis der var begået flere lovovertrædelser, under særdeles skærpende omstændigheder kunne overstige strafferammen med indtil 50 pct. Samtidig lagde udvalget vægt på, at justitsministeren havde oplyst, at ministeren var klar til at tage de nødvendige initiativer, hvis det i den forbindelse senere viste sig, at de lovgivningsmæssige rammer for disse sager ikke var gode nok.
Samtidig noterede udvalget sig, at justitsministeren senest den 1. januar 2016 ville indkalde partierne bag denne beretning til en drøftelse af udviklingen på området.