L 90 Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen.

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: 1. Behandlet/Henvist til udvalg
Loven skal skabe en mere tidssvarende offentlighedslov og udbygge princippet om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning. Lovforslaget byggede på arbejdet i Offentlighedskommissionen, der havde fået til opgave at komme med et forslag til en ny samlet offentlighedslov. Kommissionen afgav i november 2009 betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven.

Loven har 26 elementer, der udbygger princippet om åbenhed i forvaltningen, og 5 elementer, der begrænser det.

Blandt de nye tiltag er der følgende:
- Anvendelsesområdet udvides til også at omfatte KL, Danske Regioner og selskaber, hvor det offentlige ejer mere end 75 pct.
- Ret til dataudtræk og en ret til at få indsigt i den databeskrivelse, der knytter sig til en database.
- Meroffentlighedsprincippet udvides.
- Der indføres en pligt til journalisering, forsøg med en postlisteordning og pligt for visse myndigheder om løbende information på deres hjemmeside.
- Der gives ret til indsigt i bødeforelæg og direktørkontrakter.
- En ret til indsigt i oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form, der indgår i et fremsat lovforslag m.v., dog ikke i forhold til interne faglige vurderinger i dokumenter, der er udarbejdet til brug for bl.a. ministerrådgivning.

Begrænsninger i retten til aktindsigt omfatter bl.a. følgende:
- Kalendere undtages.
- Interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening, undtages.
- Dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces, undtages.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 91 og L 92.
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Karen Hækkerup (S), Meta Fuglsang (SF), Pia Adelsteen (DF), Tom Behnke (KF), Manu Sareen (RV), Line Barfod (EL) og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Sambehandlet med