L 73 Forslag til lov for Grønland om visse spil.

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Loven indfører en samlet ny lov om spil i Grønland for de typer af spil, som ikke er overtaget af Grønlands Selvstyre. Det gælder bl.a. lotteri, væddemål og onlinekasinospil. Loven svarer stort set til de nye danske regler på området, og det indebærer derfor en delvis liberalisering af udbuddet af væddemål og onlinekasinospil. Danske Spil beholder dog monopolet på udbud af lotterier i Grønland. De økonomiske konsekvenser er, at man indfører en afgift på de spil, der udbydes i henhold til loven. Afgiften tilfalder den danske stat, og Grønland kompenseres med et beløb på finansloven, der svarer til det beløb, Grønland har fået hidtil, hvor Grønland fik del i overskuddet fra Danske Spil. Loven vil således være provenuneutral for både Danmark og Grønland.

Lovforslaget var godkendt af Grønlands Landsting. Loven trådte i kraft samtidig med de allerede vedtagne ændringer af den danske spillelovgivning i begyndelsen af 2011.
Vedtaget 107 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, EL, UFG) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
Partiernes ordførere
Mads Rørvig (V), Christine Antorini (S), Henrik Brodersen (DF), Tage Leegaard (KF) og Niels Helveg Petersen (RV)