L 205 Forslag til lov om ændring af lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber.

(Udvidelse af visse dispensationsmuligheder med henblik på at styrke private virksomheders muligheder for eksport, f.eks. af sundheds- og velfærdsløsninger).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Loven styrker private virksomheders muligheder for eksport, f.eks. af sundheds- og velfærdsløsninger.

Loven udvider nogle af de eksisterende dispensationsadgange i lov nr. 548 fra den 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og om kommuners og regioners deltagelse i selskaber. Det handler om at udvide a. adgangen til dispensation i forhold til kravet om kommunens eller regionens direkte deltagelse i selskabet og b. adgangen til dispensation med hensyn til omsætning til andre end kommuner/regioner.
Efter ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren vil det fremover i visse offentligt private selskaber blive muligt i selskabets levetid at forøge den offentlige ejerandel i selskabet.

Lovforslaget var et led i udmøntningen af "Aftale om Konkurrencepakken" fra den 11. april 2011 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, som skulle fremme konkurrencen og produktiviteten i den private og den offentlige sektor.
Vedtaget 110 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, EL, UFG) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
Partiernes ordførere
Torsten Schack Pedersen (V), Jens Christian Lund (S), Karsten Hønge (SF), Colette L. Brix (DF), Carina Christensen (KF) og Anne Marie Geisler Andersen (RV)