L 63 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love.

(Ændringer som følge af afgørelse i statsstøttesag m.m.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet
Loven følger op på Europa-Kommissionens afgørelse af 17. juni 2009 vedrørende statsstøtte (afgørelse C 41/2009). Med loven undgås dobbeltregulering af de kvoteomfattede virksomheder ved både CO2-kvoter og CO2-afgift fra den 1. januar 2010.

Loven tilvejebringer hjemmel til, at skatteministeren kan sætte en vedtaget, men endnu ikke ikrafttrådt, fritagelse for CO2-afgift på brændsler for CO2-kvote-omfattede virksomheder i kraft i 2010. Således ophæves en bestemmelse om, at fritagelsen, når den sættes i kraft, skal have virkning tilbage fra 1. januar 2005, da det ikke er muligt at give fritagelsen virkning tilbage i tid efter Europa-Kommissionens afgørelse.

Endvidere tilgodeses industriens kvoteomfattede brændselsforbrug, ved at der sker en tilbageregulering af CO2-afgifts-belastningen ned til EU's minimumsafgiftssatser for perioden 2005-2009. Supplerende fritages den del af det kvoteomfattede brændselsforbrug, som er anvendt til mineralogiske processer m.v., ved tilbagereguleringen også for EU's minimumsafgifter for perioden 2005-2009. Dette er i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivet.

Loven indeholder endelig nogle mindre tilpasninger til energiafgiftslovene, CO2-afgifts-loven, svovlafgiftsloven og lov om afgift af kvælstofoxider (NOx-afgifts-loven) samt en række tilpasninger, bl.a. vedrørende ikrafttrædelsesbestemmelserne, i tidligere vedtaget lovgivning (afgiftsrationaliseringen fra juni 2008) inden for Klima- og Energiministeriets ressortområde.

Loven trådte som hovedregel i kraft den 1. januar 2010.
Lovforslaget enstemmigt vedtaget med 102 stemmer.
Partiernes ordførere
Lars Christian Lilleholt (V), Klaus Hækkerup (S), Mikkel Dencker (DF), Jesper Petersen (SF), Mike Legarth (KF), Niels Helveg Petersen (RV) og Frank Aaen (EL)