L 149 Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om registrering af køretøjer og registreringsafgiftsloven.

(Digital kommunikation, køretøjsregistrering, forenklet tilbagebetaling af skatter og afgifter, regler for medlemmer af Skatterådet og Landsskatteretten samt fradrag for særlige integrerede barnesæder).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet
Med loven indføres der bl.a. regler om obligatorisk digital kommunikation til og fra told- og skatteforvaltningen. I første omgang skal digital kommunikation kun være obligatorisk for virksomheder.

Desuden skal skatteforvaltningslovens almindelige administrative og andre regler anvendes i sager om registrering af køretøjer for at undgå særregler, så vidt det er muligt.

Der indføres også regler om forenklet tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede skatter og afgifter i sager, hvor der opstår spørgsmål om nedsættelse af tilbagebetalingskravet som følge af overvæltning af afgiften på varer.

Derudover indføres regler om indstillings-, orlovs- og afskedigelsesregler for medlemmer af Skatterådet og Landsskatteretten.

Endelig nedsættes den registreringsafgiftspligtige værdi for særlige integrerede barnestole.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 111 stemmer.
Partiernes ordførere
Torsten Schack Pedersen (V), Klaus Hækkerup (S), Mikkel Dencker (DF), Jesper Petersen (SF), Mike Legarth (KF), Niels Helveg Petersen (RV), Frank Aaen (EL) og Villum Christensen (LA)