B 46 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod parabener i kosmetik til børn.

Samling: 2009-10
Status: Beretning afgivet
Beslutningsforslaget pålagde regeringen at arbejde for, at der i EU indførtes et totalt stop for brug og salg af kosmetik til børn, der indeholdt parabener, og at der indførtes særregler i Danmark for at sikre et nationalt forbud, indtil de skærpede regler var indført i EU. Forslaget pålagde i den forbindelse regeringen at tage kontakt til de enkelte medlemslande og Europa-Kommissionen med henblik på at gennemføre et forbud i flest mulige lande og med henblik på at få Europa-Kommissionen til at fremlægge et forslag om forbud på EU-niveau. Parabener er et konserveringsmiddel og hører til blandt de hyppigst anvendte konserveringsmidler. De bruges i en lang række fødevarer, i medicinske produkter og i kosmetik. Parabeners funktion er at dræbe et stort antal bakterier og gær- og mugsvampe og således sikre holdbarheden af produktet.
Udvalget har afgivet beretning over forslaget, hvori et flertal opfordrer regeringen til at arbejde for, at der i EU indføres et totalt stop for brug og salg af kosmetik til børn, der indeholder parabener. Medmindre industrien inden den 1. oktober 2010 fremlægger dokumentation for, at disse stoffer er ufarlige, opfordrer et flertal i udvalget regeringen til at gennemføre særregler i Danmark for at sikre et nationalt forbud, indtil de skærpede regler er indført i EU.
Partiernes ordførere
Eyvind Vesselbo (V), Benny Engelbrecht (S), Jørn Dohrmann (DF), Pia Olsen Dyhr (SF), Per Ørum Jørgensen (KF), Bente Dahl (RV) og Per Clausen (EL)