L 186 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Præcisering af ansvarsforholdene i folkeskolen m.v.).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet
Efter 1. behandling henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Loven indebærer, at skolelederens ledelsesrum udvides. Skolelederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever kan ikke behandles af kommunalbestyrelsen, medmindre de har betydning ud over den enkelte skole. Skolelederen kan til fremme af god orden i skolen overflytte en elev til en anden skole uden inddragelse af kommunalbestyrelsen, og uden at forældre og elev nødvendigvis samtykker heri. Skolelederen kan beslutte, at en elev springer et klassetrin over eller undervises på samme klassetrin i 2 år, hvis det er til elevens bedste.

Loven indebærer også, at en række væsentlige beslutninger om det kommunale skolevæsen skal træffes på et møde i kommunalbestyrelsen, dvs. omfattes af delegationsforbud. Målet er, at folkeskolen i højere grad kan blive et tema i den lokale, offentlige kommunalpolitiske debat og ved valg til kommunalbestyrelsen.

Loven indebærer endvidere, at alle skolebestyrelser skal udarbejde et værdiregelsæt for skolen. Det skal indeholde retningslinjer for god adfærd på skolen samt pejlemærker for, hvordan man sikrer god trivsel og et godt undervisningsmiljø både psykisk og fysisk. Værdiregelsættet skal fremme fælles værdier, engagement og ansvarlighed. Det skal også gælde i en eventuel skolefritidsordning og i andre skoleaktiviteter.

Lovforslaget vedtaget med 87 stemmer (V, S, DF, KF og LA) mod 22 (SF, RV og EL).
Lovforslaget vedtaget med 87 stemmer (V, S, DF, KF og LA) mod 22 (SF, RV og EL).
Partiernes ordførere
Leif Lahn Jensen (S), Per Bisgaard (V), Martin Henriksen (DF), Pernille Vigsø Bagge (SF), Charlotte Dyremose (KF), Marianne Jelved (RV) og Per Clausen (EL)