F 37 Vil ministeren redegøre for kræftindsatsen i Danmark på baggrund af initiativerne i kræfthandlingsplan II, herunder redegøre for aftalen af 27. oktober 2007 om akutkræft med regionerne, redegøre for pakkeforløbene og anvendelsen af de afsatte 225 mio. kr., redegøre for investeringerne i kræftapparatur for den aftalte låneramme på 850 mio. kr., redegøre for personalesituationen inden for kræftområdet og redegøre for forskningsindsatsen på kræftområdet?

Til: Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen (KF)
Samling: 2008-09
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:

V 70. Af Liselott Blixt (DF), Birgitte Josefsen (V) og Vivi Kier (KF).

Fremsat 06-05-09 ..... FF 6878
Vedtaget 07-05-09 ..... FF 6918

V 71. Af Sophie Hæstorp Andersen (S), Jonas Dahl (SF), Lone Dybkjær (RV) og Per Clausen (EL).

Fremsat 06-05-09 ..... FF 6880
Bortfaldet 07-05-09 ..... FF 6919

Fuld tekst:

V 70:

»Folketinget konstaterer, at der siden 2001 på baggrund af anbefalingerne i kræftplan I og II er taget vigtige sundhedsfaglige og økonomiske initiativer, således at kvaliteten i den danske kræftbehandling er højnet og samtidig har skabt bedre behandlingsmuligheder for kræftpatienterne. Second opinion-ordningen har sammen med den styrkede eksperimentelle behandling forbedret kræftbehandlingen. Resultaterne er gjort mulige af, at regeringen og Dansk Folkeparti har prioriteret indsatsen på de årlige finanslove.

Folketinget ønsker, at den danske kræftindsats til stadighed styrkes, og at der sættes nye mål med kræfthandlingsplan III i forlængelse af, at de tidligere planlagte initiativer i kræftbehandlingen er blevet implementeret.

Kræfthandlingsplan III skal fremlægges i 2010 og bør ud over behandlingsindsatsen over for patienterne indeholde klare mål om tidligere opsporing og hurtig diagnosticering samt bedre forebyggelse, rehabilitering og palliation, således at bestræbelserne på at nedbringe antallet af kræfttilfælde, øge overlevelseschancerne og højne livskvaliteten for kræftpatienterne fremadrettet bliver yderligere styrket.«

V 71:

»Folketinget konstaterer, at der på baggrund af anbefalingerne i kræftplan I og II er taget vigtige sundhedsfaglige initiativer, således at kvaliteten i den danske kræftbehandling er blevet højnet. Resultaterne er gjort mulige af en imponerende indsats af hospitalernes personale.

Folketinget beklager, at regeringen ikke har leveret en tilsvarende engageret indsats i forhold til at sikre tidlig, hurtig og bedst mulig diagnostik af patienter med alvorlige symptomer, som bl.a. kan være tegn på kræft. Der er fortsat alt for lang ventetid på undersøgelser, som skal afklare den præcise diagnose, og hvilken behandling der skal gives. Manglende økonomiske rammer for hospitalerne og mulighed for at sikre prioritering af de mest alvorligt syge patienter samt mangel på udstyr og personale betyder, at kvaliteten stadig ikke er i verdensklasse.

Folketinget er enig med regeringen i, at der er behov for en kræfthandlingsplan III.«

Afstemning:

V 70 vedtaget med 56 stemmer (V, DF, KF og LA) mod 51 (S, SF, RV og EL).

V 71 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Sophie Hæstorp Andersen (S), Birgitte Josefsen (V), Liselott Blixt (DF), Jonas Dahl (SF), Vivi Kier (KF) og Lone Dybkjær (RV)