F 26 Hvordan agter statsministeren, som er personligt ansvarlig for, at FN's børnekonvention overholdes i det danske rige, at drage omsorg for, at ingen grønlandske børn sulter eller på anden måde lider overlast som følge af vedvarende omsorgssvigt?

Til: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 2008-09
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:

V 67. Af Søren Espersen (DF).

Fremsat 24-04-09 ..... FF 6090
Bortfaldet 28-04-09 ..... FF 6219

V 68. Af Flemming Møller (V), Julie Rademacher (S), Per Ørum Jørgensen (KF), Lone Dybkjær (RV) og Lars-Emil Johansen (SIU).

Fremsat 24-04-09 ..... FF 6095
Vedtaget 28-04-09 ...... FF 6219

V 69. Af Juliane Henningsen (IA), Kristen Touborg (SF), Line Barfod (EL) og Høgni Hoydal (TF).

Fremsat 24-04-09 ..... FF 6097
Bortfaldet 28-04-09 ..... FF 6219

Fuld tekst:

V 67:

»Folketinget konstaterer, at der er behov for en øjeblikkelig styrket indsats på det sociale område i Grønland - ikke mindst i forhold til omsorgssvigtede og traumatiserede børn. Folketinget anerkender, at regeringen i flere omgange og over flere år har tilbudt at stille ekspertise og erfaring til rådighed for de grønlandske myndigheder, men at disse tilbud, uforståeligt, er blevet afvist. Folketinget konstaterer yderligere, at regeringen har det folkeretlige ansvar for Grønlands overholdelse af internationale forpligtelser - såvel på sagsområder, som hjemmestyret har overtaget, samt på de sagsområder, som det kommende selvstyre måtte overtage. Som følge heraf opfordrer Folketinget regeringen til at sørge for, at de foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af FN's Børnekonvention, gennemføres.«

V 68:

»Folketinget konstaterer, at der er behov for en styrket indsats på det sociale område i Grønland, og opfordrer regeringen til at intensivere samarbejdet med hjemmestyret på dette område. Regeringen opfordres derfor til at stille sin ekspertise og erfaring til rådighed for de grønlandske myndigheder samt drøfte mulige tiltag med hjemmestyret.

Folketinget konstaterer samtidig, at regeringen har det folkeretlige ansvar for Grønlands overholdelse af internationale forpligtelser, også på sagsområder, som hjemmestyret har overtaget. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at følge internationale organers udtalelser om forholdene for børn i Grønland tæt og på den baggrund vurdere, om der er behov for at tage yderligere initiativer med henblik på at sikre overholdelsen af rigets internationale forpligtelser.«

V 69:

»Folketinget konstaterer, at der fortsat er behov for en styrket indsats på børne- og ungeområdet i Grønland og Danmark og opfordrer regeringen til at arbejde på en kritisk dialog med hjemmestyret/selvstyret om børns og unges forhold. Regeringen opfordres til at stille sin ekspertise til rådighed for de grønlandske myndigheder samt drøfte mulige tiltag med hjemmestyret/ selvstyret, der kan afhjælpe problemerne på børn- og ungeområdet. Idet Folketinget ønsker en fortsat positiv udvikling - politisk, socialt og økonomisk - i Grønland, opfordres regeringen til fortsat at bidrage til fremme af det nye grønlandske selvstyre i overensstemmelse med selvstyrelovens principper om selvbestemmelse, ligeværdighed og gensidig respekt mellem Danmark og Grønland. Folketinget opfordrer regeringen og de grønlandske myndigheder til at følge internationale organers udtalelser om forholdene for børn i Grønland og Danmark tæt og på den baggrund vurdere, om der er behov for at tage yderligere initiativer med henblik på at sikre overholdelsen af rigets internationale forpligtelser.«

Afstemning:

V 68 vedtaget med 97 stemmer (V, S, DF, KF, RV og LA); 18 (SF og EL) stemte hverken for eller imod.

V 67 og V 69 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Flemming Møller (V), Julie Rademacher (S), Søren Espersen (DF), Kristen Touborg (SF), Per Ørum Jørgensen (KF), Lone Dybkjær (RV), Line Barfod (EL), Juliane Henningsen Heilmann (IA), Høgni Hoydal (TF) og Lars-Emil Johansen (SIU)