Efter 1. behandling henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.
Loven består af tre dele, hvor ændringen af emballageafgiftsloven er en del af finanslovaftalen for 2008 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Ny Alliance. De øvrige to dele er mindre justeringer af uhensigtsmæssigheder i de pågældende punktafgiftslove.
Formålet med ændringen af emballageafgiftsloven er at nedsætte emballageafgiften for emballager med vand uden kulsyre, men tilsat aroma, sukker m.m., såsom limonade, orangeade og iste. Baggrunden var, at disse emballager inden længe ville blive omfattet af pant- og retursystemet. Udvidelsen af pant- og retursystemet skal medføre, at der vil blive henkastet færre emballager i naturen og bybilledet.
Ændringen af forbrugsafgiftsloven har til formål at ændre afgiften på teekstrakt, således at der ikke længere skal betales afgift af bestanddele i et produkt, der ikke er teekstrakt, såsom aroma, sukker m.m., men kun skal betales teekstraktafgift af det faktiske indhold af teekstrakt.
Ændringen af konsumisafgiftsloven har til formål at lette de administrative byrder for mindre producenter og importører af konsumis eller konsumismiks. Der indføres en bagatelgrænse, således at virksomheder under denne grænse ikke skal registreres, føre regnskab og angive og betale konsumisafgift.
Nedsættelsen af emballageafgiften medfører isoleret set et provenutab på ca. 5 mio. kr. årligt.
Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (V, S, DF, SF, KF, RV og NY) mod 2 (EL).