Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:
V 73. Af Morten Østergaard (RV), Henrik Dam Kristensen (S), Astrid Krag (SF). Line Barfod (EL), Jørgen Poulsen (NY), Gitte Seeberg (UFG) og Lars-Emil Johansen (SIU).
Fremsat 30-05-08 ....... FF 5852
Bortfaldet 03-06-08 ....... FF 5942
V 74. Af Karen Ellemann (V), Peter Skaarup (DF) og Helle Sjelle (KF).
Fremsat 30-05-08 ....... FF 5854
Vedtaget 03-06-08 ....... FF 5942
Fuld tekst:
V 73:
»Folketinget konstaterer, at regeringen ikke har levet op til sit løfte om en hurtig løsning for de afviste irakiske asylansøgere, som et bredt flertal i Folketinget kan stå bag.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til at indkalde Folketingets partier til forhandling om en flerårig asylaftale, som skal
- sikre, at ingen asylansøger, hvis ansøgning ikke vurderes som åbenbart grundløs, opholder sig i et dansk asylcenter mod sin vilje ud over en periode på 6 måneder, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herfor,
- sikre, at asylansøgere får mulighed for selvforsørgelse i den periode, de opholder sig i Danmark, hvis ikke ansøgningen vurderes som åbenbart grundløs,
- give børn og unge asylansøgere adgang til uddannelse på lige fod med danske børn og unge, og
- sikre, at tvangshjemsendelser kun sker efter aftale med det pågældende lands regering, når hjemsendelse, henset til de aktuelle forhold i landet, er forsvarlig og i overensstemmelse med internationale konventioner.«
V 74:
»Idet Folketinget konstaterer, at der er indgået en asylaftale, som indebærer en række forbedringer for afviste asylansøgere, herunder særligt for familier med børn, tages regeringens redegørelse til efterretning.
Folketinget tager endvidere til efterretning, at regeringen har iværksat et internationalt udredningsarbejde med henblik på at kortlægge asylansøgeres vilkår i andre lande, og at dette udredningsarbejde vil indgå i kommende drøftelser med Folketingets partier om den danske asylpolitik.
Folketinget konstaterer, at der er bred politisk enighed om, at afviste asylansøgere principielt skal rejse hjem, og at der ikke er noget land, hvortil afviste asylansøgere ikke frivilligt kan rejse.
Folketinget konstaterer desuden, at afviste asylansøgere har fået deres sag efterprøvet ved alle instanser i Danmark og derfor skal rejse hjem hurtigst muligt, eventuelt tvangsudsendes ved politiets foranstaltning.
Folketinget har noteret sig, at regeringen arbejder på at indgå hjemsendelsesaftaler med flygtningeproducerende lande, og opfordrer regeringen til at intensivere arbejdet.«
Afstemning:
V 74 vedtaget med 60 stemmer (V, DF, KF og SP) mod 47 (S, SF, RV, EL og NY).
V 73 var dermed bortfaldet.