L 157 Forslag til lov om ændring af lov om økonomisk samordning.

(Etablering af Det Miljøøkonomiske Råd).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet
Efter 1. behandling henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Lovforslaget var blevet til på baggrund af aftaler omkring finansloven for 2007.

Loven indebærer, at Institut for Miljøvurdering sammenlægges med Det Økonomiske Råd. Det Økonomiske Råd analyserede allerede emner knyttet til miljø og natur. Formålet med sammenlægningen er at styrke grundlaget for analyser på dette område. Det hidtidige Økonomiske Råd videreføres med stort set uændret opgaveportefølje og mindre justeringer af rådets sammensætning i lyset af bl.a. samfundsudviklingen. Formandskabet skal fortsat offentliggøre to redegørelser (vismandsrapporter) på baggrund af de to årlige møder i Det Økonomiske Råd.

Som noget nyt oprettes et miljøøkonomisk råd efter samme skabelon, som kendes fra Det Økonomiske Råd.

Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd skal ledes af ét formandskab, som udvides med yderligere en vismand, der har særlig indsigt i samspillet mellem økonomi og miljø. Formandskabet skal offentliggøre en redegørelse (miljøvismandsrapport) på baggrund af det årlige møde i Det Miljøøkonomiske Råd.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 123 stemmer.
Lovforslaget enstemmigt vedtaget med 123 stemmer.
Partiernes ordførere
Jacob Jensen (V), Niels Sindal (S), Colette L. Brix (DF), Christian Wedell-Neergaard (KF), Poul Erik Christensen (RV) og Anne Grete Holmsgaard (SF)