Forslagsstillerne ønskede en ændring af DAC-kriterierne (Development Assistance Committee under OECD) for at sikre dels større gennemsigtighed i donorlandenes udgifter til udviklingsbistand, dels at midler til udviklingsbistand udelukkende bogførtes som sådanne, hvis de var brugt til udvikling.

Forslagsstillerne ønskede på visse punkter ændringer i kategoriseringen af følgende typer bistand: Erhvervsstøtte, klimaprojekter (CDM-projekter), fødevarehjælp, militære udgifter samt udgifter til genopbygning (hvor donorlandet selv havde været militært involveret) og flygtninge.

Forslagsstillerne mente, at de kontinuerlige udvidelser af DAC-kriterierne, der havde fundet sted siden kriteriernes indførelse i 1962, var til skade for modtagerlandene, fordi udviklingsbistanden derved fremstod stigende, uden at det efter forslagsstillernes opfattelse reelt havde været tilfældet. Forslagsstillerne mente, at udvidelsen af DAC-kriterierne førte til en underminering af udviklingsbistandens troværdighed. Grundtanken i forslaget var, at såfremt en konkret indsats gavnede donor i højere grad end modtager, burde den ikke, eller kun i reduceret omfang, kunne rapporteres som udviklingsbistand. Endelig fandt forslagsstillerne, at modtagerlandene burde have sæde i DAC.