L 174 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion.

(Præmiering af ekstra praktikpladser og udbetaling af ydelser til elever i erhvervsuddannelse plus).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører, at der under visse betingelser ydes en præmie til arbejdsgivere, der har haft merbeskæftigelse i uddannelsespladser i forhold til gennemsnittet af de 3 foregående præmieringsår. Satsen for præmieringen er 20.000 kr. for en merbeskæftiget elev i 1 år. Samtidig forhøjes det formålsbestemte arbejdsgiverbidrag.

Endvidere udbetales visse ydelser til elever i erhvervsuddannelse plus (eud+) ligesom for elever i skolepraktik.

Lovforslaget var et led i regeringsgrundlaget »Nye Mål« (februar 2005) om tilvejebringelse af flere rigtige uddannelsespladser.

Antallet af uddannelsespladser var steget med 1.800 i 2004 i forhold til 2003 som følge af en intensiveret indsats, men det var målet, at antallet af uddannelsespladser skulle øges med 3.000 i 2006 i forhold til antallet i 2004.

Lovforslaget vedtaget med 83 stemmer (V, S, KF, SF og EL); 23 (DF og RV) stemte hverken for eller imod.
Lovforslaget vedtaget med 83 stemmer (V, S, KF, SF og EL); 23 (DF og RV) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Tina Nedergaard (V), Carsten Hansen (S), Louise Frevert (DF), Carina Christensen (KF), Margrethe Vestager (RV), Eigil Andersen (SF) og Jørgen Arbo-Bæhr (EL)