L 14 Forslag til lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven.

(Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse m.v.).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer bl.a. følgende:

- Politiets adgang til at udtage biologisk materiale af en person til brug for en dna-analyse og en registrering af dna-profilen udvides til at omfatte personer, som er eller har været sigtet for en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk materiale.

- Dna-profil-registerets regler om sletning af oplysninger i registerets persondel ændres, således at en person først bliver slettet, når vedkommende er fyldt 80 år.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at formålet med lovforslaget var at udvide mulighederne for at anvende dna-profil-registeret som led i efterforskningen af kriminalitet, bl.a. fordi dna-profil-registeret havde vist sig at være et meget effektivt redskab i forbindelse med opklaring og efterforskning af kriminalitet.

Lovforslaget var med enkelte ændringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 24 fra 2004- 05 (1. samling), jf. 1. samling.

Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (V, S, DF, KF og SF) mod 8 (RV og EL).
Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (V, S, DF, KF og SF) mod 8 (RV og EL).
Partiernes ordførere
Karsten Nonbo (V), Magnus Heunicke (S), Peter Skaarup (DF), Tom Behnke (KF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (RV), Anne Baastrup (SF) og Line Barfod (EL)