B 7 Forslag til folketingsbeslutning om borgeres ret til udbetaling af bod, hvis offentlige myndigheder bryder regler.

Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen bl.a. at gennemføre regler om, at offentlige myndigheder, der skulle sikre borgernes retssikkerhed, f.eks. i form af partshøring, tidsfrister, klagevejledning m.v., skulle betale en bod på 5.000 kr. til den berørte borger, hvis der skete overtrædelse af reglerne.

Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at baggrunden for forslaget bl.a. var, at der var fokus på borgernes overtrædelser af regler og var gennemført en lang række sanktionsmuligheder over for borgere, hvorimod de mange borgere, der blev udsat for myndighedernes overtrædelser af helt klare retsregler, som regel stod magtesløse. Formålet med forslaget var at ændre fokus i balancen mellem myndighed og borger.

Beslutningsforslaget var en uændret genfremsættelse, senest af beslutningsforslag nr. B 73 fra folketingsåret 2003-04, jf. Årbog & Registre 2003-04.
Partiernes ordførere
Søren Pind (V), Morten Bødskov (S), Kim Christiansen (DF), Tom Behnke (KF), Elisabeth Arnold (RV), Anne Baastrup (SF) og Line Barfod (EL)