L 102 Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og lov om lægemidler.

(Ændring af regler om tilskud til lægemidler).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Resumé:
Loven indfører et tilskudsprissystem, hvor tilskudsprisen, som lægges til grund for beregningen af medicintilskud, fastsættes til prisen på det i Danmark billigste markedsførte synonyme lægemiddel.

Baggrund:
Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget gennemførte dele af aftale om udmøntning af forslag på medicinområdet (medicinaftalen), som den 26. oktober 2004 blev indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne. Initiativerne heri havde udgangspunkt i anbefalingerne fra Udvalget om Medicintilskud, som i maj 2004 afgav betænkningen »Medicintilskud og rigtig anvendelse af lægemidler«.
Lovforslagets formål var at sikre en rationel lægemiddelanvendelse og medvirke til, at patienter i Danmark blev sikret mest mulig sundhed for de ressourcer, der var til rådighed. Konkret var sigtet at tilskynde læger og patienter til at flytte forbruget til det billigste lægemiddel i gruppen af synonyme lægemidler.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 107 stemmer.
Partiernes ordførere
Inger Støjberg (V), Lone Møller (S), Birthe Skaarup (DF), Lene Garsdal (SF), Naser Khader (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Tove Videbæk (KD)