B 112 Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af lejeres tryghed og retsstilling ved fraflytning fra private udlejningsboliger.

Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte lovforslag, der skulle sikre, at lejere i private udlejningsejendomme ikke var forpligtet til nyistandsættelse ved fraflytning, at der var priskonkurrence ved istandsættelse, at der blev indført obligatoriske ind- og fraflytningsrapporter, at lejere havde ret til godtgørelse for eget arbejde, og at udlejere indbragte tvister for huslejenævnet ved uenighed.

Forslagsstillerne bemærkede, at den hyppigste tvistform lejere og udlejere imellem var fraflytningstvister. Beslutningsforslaget var et forsøg på at ændre lejeloven således, at lejerens retsstilling og tryghed ved fraflytning forbedredes. Det skulle være muligt for lejeren bedre at kunne gennemskue og påvirke istandsættelsesomkostningerne ved priskonkurrence i forbindelse med istandsættelse af en fraflyttet lejlighed i private udlejningsejendomme.