L 222 Forslag til lov om ændring af lov om orlov til lønmodtagere, der passer nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom, og lov om social service.

(Ret til orlov til pasning af nærtstående døende, forlængelse af periode med plejevederlag).

Af: Mogens Nørgård (KD) , Bodil Kornbek (KD) , Jann Sjursen (KD) og Tove Videbæk (KD)
Samling: 2003-04
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Lovforslaget gav en lønmodtager ret til orlov fra sit arbejde i forbindelse med pasning af en nærtstående døende.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at hensigten med forslaget var at give personer, der passede nærtstående døende, en tilsvarende ret til orlov, som gjaldt for personer, der passede nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

Ved førstebehandlingen mente beskæftigelsesministeren, at der var behov for nærmere at overveje, hvordan ændringerne af loven skulle gennemføres. Beskæftigelsesministeren gav dog tilsagn om, at regeringen i den næste folketingssamling ville fremsætte et lovforslag med det formål at give lønmodtagere, der passede nærtstående døende, ret til fravær fra deres arbejde.
Partiernes ordførere
Flemming Oppfeldt (V), Lone Møller (S), Bent Bøgsted (DF), Lars Barfoed (KF), Villy Søvndal (SF), Anders Samuelsen (RV) og Mogens Nørgård (KD)