Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2. beh. henvist til fornyet behandling i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Loven indeholder bl.a. følgende elementer:
- Screening af alle virksomheder: Samtlige danske virksomheder vil få et uanmeldt besøg af Arbejdstilsynet. Formålet er at afklare, om virksomhederne har behov for et egentligt tilsyn, hvor arbejdsmiljøet ses efter i sømmene.
- Rådgivningspåbud: En virksomhed kan fremover få påbud af Arbejdstilsynet om at bruge rådgivning i arbejdsmiljø, men virksomheden vil frit kunne vælge den autoriserede rådgiver, der kan yde virksomheden den bedste rådgivning.
- Udfasning af BST-pligt: Virksomhedernes pligt til at oprette bedriftssundhedstjeneste udfases i takt med Arbejdstilsynets screeningsbesøg.
- Autorisation af arbejdsmiljørådgivere: Der etableres en ny autorisationsordning, som muliggør, at alle kvalificerede rådgivere kan blive autoriserede, således at virksomhederne frit kan vælge mellem disse.
- Etablering af smileyordning: Der etableres tre smileyer for virksomhedernes arbejdsmiljø: en grøn, en gul og en rød. Dertil kommer et særligt screeningssymbol, der oplyser, hvornår virksomheden sidst blev screenet.
- Kollektive aftaler på arbejdsmiljøområdet: Mulighed for, at arbejdsmarkedets parter via kollektive overenskomster kan overtage Arbejdstilsynets opgave med at kontrollere overholdelsen af regler i arbejdsmiljølovgivningen på konkrete opgaver.
- Ændringer af arbejdsmiljøuddannelserne.
- Bindende forhåndsbesked: Mulighed for at etablere en ordning, hvor Arbejdstilsynet - mod gebyr - kan meddele bindende forhåndsbesked vedrørende udførelsen af et planlagt, konkret arbejde, inden dette påbegyndes.
- Inddragelse af sygefravær: Mulighed for at pålægge arbejdsgiveren en pligt til at lade arbejdsmiljørelateret sygefravær indgå i virksomhedens arbejdsmiljøarbejde.
Lovforslaget gennemførte en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en arbejdsmiljøreform, som blev indgået den 4. februar 2004.
Forud for aftalen havde regeringen i juni 2003 offentliggjort sit udspil til en arbejdsmiljøreform, jf. Arbejdsmarkedsudvalget, alm. del - bilag 434 fra folketingsåret 2002-03. Før og under udvalgsbehandlingen af lovforslaget modtog Arbejdsmarkedsudvalget i alt 27 deputationer.
Lovforslaget vedtaget med 63 stemmer (V, DF, KF, RV og Anders Møller (UFG)) mod 40 (S, SF, EL og KD).