L 215 Forslag til lov om ændring af lov om fond til investeringer i vækstmarkeder m.v.

(Nedlæggelse af IFV-fonden).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Med loven offentliggøres, at IFV - Investeringsfonden for Vækstmarkeder - frem til 2010 vil være under forretningsmæssig afvikling. Fra den l. juli 2004 kan fonden ikke foretage investeringer i nye projekter.

IFV havde til formål at investere i vækstmarkeder i ca. 30 lande, primært beliggende i Asien, Mellemøsten og Latinamerika. En undersøgelse havde vist, at IFV ikke fungerede efter hensigten, og at erhvervslivet kun havde vist beskeden interesse for ordningen.

Afviklingen af fonden skulle ske forretningsmæssigt for at staten kunne opnå størst mulig forrentning af de ca. 150 mio. kr., som den havde indskudt. Tilbagebetalingen skulle påbegyndes i 2004 og forventedes afsluttet i 2010, hvorefter fonden skulle ophøre.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 110 stemmer.
Partiernes ordførere
Rikke Hvilshøj (V), Frode Sørensen (S), Colette L. Brix (DF), Lars Barfoed (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF) og Jann Sjursen (KD)