L 200 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

(Forlængelse af mulighed for 1-årige tilbud om vejledning og opkvalificering i første ledighedsperiode).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven vedrører en særlig ordning, der giver mulighed for at give tilbud om vejledning og opkvalificering i op til 1 år til nyledige under visse betingelser. Ordningen var tidsbegrænset frem til den 1. juli 2004, jf. lovforslag nr. L 193 fra folketingsåret 2002-03, men loven forlænger ordningen frem til udgangen af 2004.

Efter gældende regler kan der i det første ledighedsår normalt kun tilbydes vejledning og opkvalificering i 6 uger.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for forslaget var, at en del af de personer, der blev ledige, kom fra brancher, hvor der ikke var udsigt til beskæftigelse fremover. Ledige fra disse brancher ville få forbedret deres chance for igen at få arbejde, hvis de fik mulighed for at omskole sig.

Lovforslaget indgik som en del af den såkaldte forårspakke, som regeringen offentliggjorde den 16. marts 2003 under overskriften »Flere i beskæftigelse - lavere ledighed«, og som blev konsolideret i en aftale indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti den 23. marts 2004.

Se også omtalen af lovforslag nr. L 185, L 186 og L 206.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 104 stemmer.
Partiernes ordførere
Bjarne Laustsen (S), Bent Bøgsted (DF), Lars Barfoed (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Pernille Falcon (EL) og Mogens Nørgård (KD)