L 187 Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.

(Fastsættelse af behandlingstilbud i det offentlige sygehusvæsen, vurdering af forældreegnethed, konkret anvendelse af præimplantationsdiagnostik og opbevaringstid for nedfrosne æg).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Samling: 2003-04
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh. henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Formålet med lovforslaget var at revidere lov om kunstig befrugtning ved bl.a. at ændre reglerne for opbevaringstid for nedfrosne æg og fastsætte regler for forældreegnethed og konkret anvendelse af præimplantationsdiagnostik.

Det fremgik af bemærkningerne, at ministeren tidligere havde tilkendegivet, at loven ville blive gjort til genstand for en samlet debat i denne samling.

Lovforslaget havde tæt sammenhæng med L 188, hvor forholdet vedrørende konkret anvendelse af præimplantationsdiagnostik blev underkastet særskilt behandling. Der henvises til omtalen af dette forslag.

Efter førstebehandlingen af lovforslaget var der politisk enighed om at udsætte den videre behandling af lovforslaget til næste samling.
Partiernes ordførere
Ester Larsen (V), Lone Møller (S), Birthe Skaarup (DF), Else Theill Sørensen (KF), Kamal Qureshi (SF), Naser Khader (RV), Line Barfod (EL) og Tove Videbæk (KD)