L 117 Forslag til lov om ændring af lov om apoteksvirksomhed.

(Smidiggørelse af regler om apotekerbevillinger og informationspligt for håndkøbslægemidler).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Med loven åbnes mulighed for øget anvendelse af bestemmelsen om, at en allerede etableret apoteker kan meddeles bevilling til at drive flere apoteker - dog maksimalt fire - med henblik på at sikre, at der etableres bæredygtige enheder.

Loven åbner endvidere mulighed for i særlige tilfælde at opslå en ledig apotekerbevilling for en nærmere afgrænset periode.

Herudover præciserer loven apotekernes informationspligt i relation til apoteksforbeholdte lægemidler.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget var at smidiggøre og forbedre en række regler på apoteksområdet, så der kunne skabes mulighed for at opnå en mere hensigtsmæssig apoteksstruktur så vel i byer som på landet.

Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KD) mod 2 (EL).
Partiernes ordførere
Preben Rudiengaard (V), Lone Møller (S), Birthe Skaarup (DF), Else Theill Sørensen (KF), Lene Garsdal (SF), Naser Khader (RV) og Line Barfod (EL)