L 11 Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed med flere love.

(Gennemførelse af direktiv om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse, Haager-konventionen om lovvalg, administration af SP-ordningen, solvenskrav og kapitalkrav for livsforsikringsselskaber samt tilsyn med betalingsoverførsler).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh .direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører regler og aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse med henblik på at fremme en effektiv brug af grænseoverskridende sikkerhedsstillelse for de finansielle aktører, hvilket kan fremme det indre marked for værdipapirer.

Loven giver også livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser mulighed for at oprette og administerere SP-konti, der hidtil alene har været administereret af ATP.

Lovforslaget gennemførte direktivet om finansiel sikkerhedsstillelse, 2002/47/EF, det såkaldte collateral-direktiv. Dette direktiv skulle ses som supplement til det såkaldte finality-direktiv om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, der var gennemført ved lov nr. 283 af 26. april 2000 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v.

Forslaget gennemførte også livsforsikringsdirektivet, 2002/83/EF af 5. november 2002, og gav ministeren mulighed for at ratificere Haagerkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på visse rettigheder over værdipapirer, der opbevares af en mellemmand.

Lovforslaget opfyldte endvidere FATF's (Financial Action Task Force) anbefaling nr. 6 om hindringer for finansiering af terrorisme som en yderligere forebyggende foranstaltning i forlængelse af reglerne, som skulle hindre hvidvaskning af penge.

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KD) mod 9 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Sven Buhrkall (V), Frode Sørensen (S), Colette L. Brix (DF), Carina Christensen (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Naser Khader (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Betina Hoffmann (KrF)