Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 81. Af Holger K. Nielsen (SF), Søren Søndergaard (EL), Peter Skaarup (DF) og Jann Sjursen (KD).
Fremsat .............. FF 8008
Bortfaldet .............. FF 8225
V 82. Af Troels Lund Poulsen (V), Jeppe Kofod (S), Gitte Seeberg (KF) og Niels Helveg Petersen (RV).
Fremsat .............. FF 8009
Vedtaget ............... FF 8255
Fuld tekst:
V 81. Af Holger K. Nielsen (SF), Søren Søndergaard (EL), Peter Skaarup (DF) og Jann Sjursen (KD):
»Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for, at EU's våbenembargo mod Kina ikke ophæves, før det kinesiske styre
- indstiller sin truende adfærd over for Taiwan,
- viser reel vilje til at finde en forhandlet løsning for Tibet og
- markant forbedrer menneskerettighedssituationen i Kina, først og fremmest hvad angår tortur, henrettelser, ytringsfrihed samt sikring af foreningsfriheden.«
V 82. Af Troels Lund Poulsen (V), Jeppe Kofod (S), Gitte Seeberg (KF) og Niels Helveg Petersen (RV):
»Folketinget støtter den fortsatte udbygning af Danmarks og EU's forhold til Kina. Folketinget konstaterer, at de politiske, økonomiske og handelsmæssige bånd skal styrkes, samtidig med at dialogen og samarbejdet om fremskridt på menneskerettighedsområdet udbygges, herunder i en eventuel sammenhæng med en eventuel ophævelse af EU's våbenembargo.
Kina har i de seneste årtier opnået økonomiske og sociale fremskridt for den brede befolkning, som har udvidet borgernes råderum. Der er taget skridt til at etablere et retssamfund. På den nyligt afsluttede Folkekongres er respekten for menneskerettighederne samt privat ejendomsret indføjet i forfatningen. Der er behov for fremskridt på demokrati- og menneskerettighedsområdet. Dødsstraf anvendes stadig i stort omfang, og ytrings- og religionsfriheden er begrænset.«
Afstemning:
V 82 vedtaget med 84 stemmer (V, S, KF og RV) mod 25 (DF, SF, EL og KD).
V 81 var dermed bortfaldet.