Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 51. Af Pernille Rosenkrantz-Theil (EL), Jens Peter Vernersen (S), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV) og Jann Sjursen (KD).
Fremsat .............. FF 5321
Bortfaldet .............. FF 5345
V 52. Af Peter Christensen (V), Mikkel Dencker (DF) og Else Theill Sørensen (KF).
Fremsat .............. FF 5322
Vedtaget ............... FF 5345
Fuld tekst:
V 51. Af Pernille Rosenkrantz-Theil (EL), Jens Peter Vernersen (S), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV) og Jann Sjursen (KD):
»Folketinget pålægger regeringen
- at sikre, at alle TP-selskaber får gennemgået regnskaberne med henblik på at sikre, at gældende regler for transfer pricing overholdes, herunder at dokumentationspligten fremover overholdes,
- at sikre, at reglerne for dokumentation er klare, og at der indføres bødestraf ved mangelfuld dokumentation og ved indkomstforhøjelser, sådan at Danmark ikke er et skattely for TP-selskaber,
- at bevisbyrden bliver situationsbestemt inspireret af Storbritannien og Finland, og
- at der årligt tilgår Folketinget en oversigt over antallet af kontroller, der er foretaget, samt over hvilke ændringer disse kontroller har givet anledning til.«
V 52. Peter Christensen (V), Mikkel Dencker (DF) og Else Theill Sørensen (KF):
»Folketinget konstaterer, at regeringen har iværksat en plan til yderligere sikring af, at multinationale selskaber beskattes af deres indtægter i Danmark. Planen indebærer bl.a., at der
- fra 2005 etableres 10 ligningscentre og sekretariater til behandling af de største og vanskeligste transfer pricing-sager (er påbegyndt),
- gennemføres en informationskampagne vedrørende den lovpligtige transfer pricing-dokumentation (kampagnen gennemføres i foråret 2004 i samarbejde med erhvervslivets organisationer),
- ikke kan udbetales omkostningsgodtgørelse for udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation, og
- sikres en videreførelse af værnsreglerne mod internationale koncerners vilkårlige flytning af kapital over grænserne (lovforslag er fremsat).
Folketinget opfordrer regeringen til
- fortsat at prioritere indsatsen mod misbrug af reglerne højt og følge udviklingen på området, herunder i andre lande, samt løbende overveje, hvilke tiltag der kan iværksættes over for selskaber, som ikke overholder gældende bestemmelser, og
- løbende at evaluere, om der er afsat fornødne ressourcer til transfer pricing-opgaven.«
Afstemning:
V 52 vedtaget med 60 stemmer (V, DF og KF) mod 2 (KD); 48 (S, SF, RV og EL) stemte hverken for eller imod.
V 51 var dermed bortfaldet.