F 26 Hvad kan regeringen oplyse om den danske regerings linje i forhold til håndhævelse af de internationale humanitære love, ikke mindst Genèvekonventionerne, og i den sammenhæng belyse, om og hvordan de internationale humanitære love finder anvendelse for de internerede personer på den amerikanske Guantánamobase?

Til: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF) Statsminister og Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 2003-04
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 60. Af Troels Lund Poulsen (V), Peter Skaarup (DF) og Gitte Seeberg (KF).

Fremsat .............. FF 5850
Vedtaget .............. FF 5860

V 61. Af Jeppe Kofod (S), Holger K. Nielsen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KD).

Fremsat .............. FF 5861
Bortfaldet ............. FF 5860

Fuld tekst:

V 60. Af Troels Lund Poulsen (V), Peter Skaarup (DF) og Gitte Seeberg (KF):

»Folketinget tager regeringens redegørelse til efterretning. Folketinget fastholder, at de tilbageholdte på Guantánamobasen skal behandles i overensstemmelse med principperne i den tredje Genévekonvention om krigsfanger og internationalt anerkendte humanitære normer. Folketinget understreger, at tidsubegrænset tilbageholdelse er uacceptabel.

Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte sin store og aktive indsats. Folketinget anerkender, at det har været regeringens første prioritet gennem bilateralt diplomati at få en afklaring af den tilbageholdte danske statsborgers sag hurtigst muligt.«

V 61. Af Jeppe Kofod (S), Holger K. Nielsen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KD):

»Folketinget finder det uacceptabelt, at USA på ubestemt tid tilbageholder ca. 600 fanger på Guantánamobasen i Cuba, som foreløbig har siddet tilbageholdt i over 2 år.

Folketinget fastslår, at de tilbageholdte på Guantánamobasen er omfattet af reglerne i den tredje Genévekonvention om krigsfanger og internationalt anerkendte humanitære normer. Efter Folketingets opfattelse er tidsubegrænset tilbageholdelse i strid med disse regler. Folketinget ser med stor alvor på Den Internationale Røde Kors Komités kritik af forholdene på basen.

Folketinget opfordrer regeringen til at gøre en aktiv indsats for, at der bliver tilvejebragt en hurtig afklaring for de 600 indespærrede.«

Afstemning:

V 60 vedtaget med 57 stemmer (V, DF og KF); 46 (S, SF, RV, EL og KD) stemte hverken for eller imod.

V 61 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Troels Lund Poulsen (V), Jeppe Kofod (S), Peter Skaarup (DF), Gitte Seeberg (KF), Holger K. Nielsen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KD)