B 47 Forslag til folketingsbeslutning om et autorisationssystem for indvandrertolke.

Samling: 2003-04
Status: 2. behandlet/Forkastet
Behandlet sammen: B 8 og B 47.

Efter 1. beh. henvist til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik (UUI).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at indføre et autorisationssystem, som skulle forpligte offentlige og halvoffentlige institutioner til at anvende tolke med certifikat. Autorisationssystemet skulle bl.a. fastsætte takster for tolkning inden for det offentlige og åbne mulighed for at tage uddannelsen som statsprøvet tolk som almindelig, SU-berettiget uddannelse.

Det fremgik af bemærkningerne, at der i dag ikke blev stillet formelle krav til de tolke, der anvendes af offentlige institutioner, hvorfor tolkebistanden var af meget svingende kvalitet. I retssystemet - inklusive hos udlændingemyndighederne - var der derfor risiko for, at tolkenes sproglige, tekniske eller etiske mangler påvirkede sagsforløbet og retssikkerheden.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 43 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 54 (V, DF og KF) imod.
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Sophie Hæstorp Andersen (S), Louise Frevert (DF), Else Theill Sørensen (KF), Kamal Qureshi (SF), Naser Khader (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Bodil Kornbek (KD)