B 21 Forslag til folketingsbeslutning om børns rettigheder i samfundet.

Af: Anne Baastrup (SF) , Aage Frandsen (SF) , Villy Søvndal (SF) og Kamal Qureshi (SF)
Samling: 2003-04
Status: 2. behandlet/Forkastet
EEfter 1. beh. henvist til Socialudvalget (SOU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at styrke børns rettigheder i samfundet. Det skulle ske ved at inddrage og høre børn og unge i alle beslutninger, der havde betydning for dem, og ved at børn og unge fik kendskab til deres rettigheder, fik et sted, hvor de kunne henvende sig, og fik mulighed for at klage.

Beslutningsforslaget var en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 72 fra folketingsåret 2002-03, jf. omtalen i Årbog & Registre 2002-03 side 236. Det fremgik af bemærkningerne, at forslagsstillerne fandt, at der fortsat var problemer med at sikre børns og unges rettigheder i Danmark.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 60 (V, DF, KF og RV) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Flemming Oppfeldt (V), René Skau Björnsson (S), Pia Kristensen (DF), Charlotte Dyremose (KF), Anne Baastrup (SF), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL) og Tove Videbæk (KD)