Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte lovforslag og foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter, bl.a. bemyndigelsesloven og vedtægterne for de enkelte promille- og produktionsafgiftsfonde inden for fødevare-, landbrugs- og fiskerierhvervene. Ændringerne skulle sikre,
- at fondene opfyldte fondsbegrebet og blev omfattet af lov om fonde og visse foreninger,
- at personsammensætningen i fondenes bestyrelser blev mere alsidig,
- at udvikling og fremme af økologisk fødevareproduktion blev støttet,
- en yderligere målretning af promilleafgiftsfondenes midler,
- at administrationen af promille- og produktionsafgiftsfondene blev forestået af en uvildig instans,
- at fondene fik et mere effektivt og korrekt tilsyn,
- at fondenes virke blev mere gennemskueligt,
- at et projekts indhold blev afgørende for, om det kunne opnå støtte fra fondene,
- at fondsbestyrelserne dokumenterede, at de havde overholdt fondslovgivningens krav, og
- at fondene overholdt habilitetsreglerne og konkurrencelovens regler.
Beslutningsforslaget var en revideret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 94 fra folketingsåret 2002-03, jf. omtalen i Årbog & Registre 2002-03 side 245.
Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne, at beslutningsforslaget skulle sikre, at fondenes virksomhed blev mere gennemskuelig, at de økologiske producenter modtog en forholdsmæssig del af fondsmidlerne, og at nogle af midlerne i promilleafgiftsfondene blev målrettet de produktionsafgiftsfonde, som havde behov for en særlig indsats.