L 120 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold.

(Udvidet beskyttelse af den negative foreningsfrihed).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2002-03
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

2. beh afbrudt og forsl henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Lovforslaget indebar en udvidet beskyttelse af den negative foreningsfrihed, således at en arbejdsgiver ved ansættelse ikke kunne stille krav om foreningsmedlemskab og ligeledes ikke kunne begrunde en afskedigelse med manglende foreningsmedlemskab.

Lovforslaget indebar samtidig, at der ikke længere kunne indgås aftaler, hvor en arbejdsgiver udelukkende eller fortrinsvis beskæftigede lønmodtagere, der var medlemmer af en forening eller en bestemt forening (eksklusivaftaler).

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget udgjorde en del af regeringens frihedspakke på arbejdsmarkedet. Det fremgik ligeledes af bemærkningerne, at forslaget samtidig var en opfølgning på folketingsbeslutning B 47 fra folketingsåret 2001-02 (2. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 2001-02 side 400.
Partiernes ordførere
Freddy Dam (V), Jan Petersen (S), Kristian Thulesen Dahl (DF), Lars Barfoed (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Pernille Falcon (EL) og Tove Videbæk (KrF)