Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 91. Af Morten Bødskov (S), Anne Baastrup (SF) og Elisabeth Arnold (RV).
Fremsat .............. FF 7965
Bortfaldet .............. FF 7998
V 92. Af Jann Sjursen (KRF).
Fremsat .............. FF 7972
Bortfaldet .............. FF 7998
V 93. Af Per Dalgaard (DF), Birthe Rønn Hornbech (V) og Helge Adam Møller (KF).
Fremsat .............. FF 7980
Vedtaget ............... FF 7998
Fuld tekst:
V 91. Af Morten Bødskov (S), Anne Baastrup (SF) og Elisabeth Arnold (RV):
»Idet Folketinget konstaterer, at rockere, deres supportere og det kriminelle miljø omkring disse udgør en alvorlig risiko for mange unges fremtid, pålægges regeringen at styrke det kriminalpræventive arbejde ved
- at styrke indsatsen over for unge på vej ud i en kriminel løbebane ved at evaluere og opprioritere SSP- og SSP+-samarbejdet,
- at forstærke det beboersociale arbejde i landets hårdest belastede boligområder,
- at tilbyde fritidsaktiviteter med betryggende træner- og lokaleforhold,
- at sikre, at antallet af praktikpladser øges,
- at udvide brugen af ungdomskontrakter,
- at sikre, at det nødvendige antal socialpædagogiske behandlingspladser er til stede til utilpassede unge, og
- at styrke den samlede politiindsats, herunder opprioritering af nærpolitiet, af politiets samarbejde med andre myndigheder og af politiets bidrag til konfliktløsning.«
V 92. Af Jann Sjursen (KRF):
»Folketinget finder det helt afgørende, at der med en bred vifte af tværgående initiativer skal sættes ind over for bande- og rockerkriminaliteten.
Det kræver, at de relevante myndigheder har tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed.
For politiets vedkommende er situationen helt uholdbar grundet en kæmpe overarbejdspukkel, der går ud over beredskabet, efterforskningsindsatsen, den kriminalpræventive indsats m.v.
Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til snarest muligt at sikre, at politiet får tilført flere mandskabsmæssige ressourcer, så en skærpet politimæssig indsats over for rockermiljøet bliver realistisk og ikke fører til, at andre politimæssige opgaver nedprioriteres.«
V 93. Af Per Dalgaard (DF), Birthe Rønn Hornbech (V) og Helge Adam Møller (KF):
»Idet Folketinget konstaterer, at det er afgørende at bekæmpe rocker- og anden bandekriminalitet og bremse rekruttering til rockergrupper og andre kriminelle bander, kan Folketinget tilslutte sig justitsministerens redegørelse for den styrkede indsats på området, og fremhæver i den forbindelse særlig, at
- justitsministeren har fremsat lovforslag, der skal forbedre politiets efterforskningsmuligheder og bidrage til en styrket indsats mod rockerkriminalitet,
- Rigspolitichefens og politimesterens plan for en intensiveret indsats mod rockerkriminalitet er under implementering, og at den intensiverede indsats efter statusredegørelsen af 11. april 2003 i stadigt stigende omfang giver resultater,
- der bl.a. som led i den intensiverede indsats er iværksat yderligere initiativer, herunder lokalt bl.a. i SSP-samarbejdet for at hindre rekruttering til rockergrupper,
- justitsministeren har taget initiativ til nærmere at undersøge erfaringerne med rockerforbuddene i Tyskland,
- justitsministeren sammen med Kommunernes Landsforening har nedsat en tværgående arbejdsgruppe for at styrke den koordinerede myndighedsindsats over for rockerkriminalitet.«
Afstemning:
V 93 vedtaget med 51 stemmer (V, DF og KF) mod 3 (EL og KRF); 41 (S, SF og RV) stemte hverken for eller imod.
V 91 og V 92 var dermed bortfaldet.