F 17 Er det regeringens opfattelse, at de mange multinationale selskaber med en stor omsætning og et højt aktivitetsniveau i Danmark, som gennem en lang årrække ikke har betalt skat i Danmark, efterlever eksisterende skatteregler, og hvilke initiativer vil regeringen iværksætte, for at også multinationale selskaber kommer til at betale skat i Danmark i overensstemmelse med deres reelle indtjening?

Af: Jacob Buksti (S) og Anders Samuelsen (RV)
Til: Skatteminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 2002-03
Status: Foretaget
Behandlet sammen: F 4 og F 17.

Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 4. Af Jens Peter Vernersen (S), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL).

Fremsat .............. FF 473
Bortfaldet .............. FF 498

V 5. Af Peter Christensen (V), Else Theill Sørensen (KF) og Mikkel Dencker (DF).

Fremsat .............. FF 473
Taget tilbage ........... FF 487

V 6. Af Peter Christensen (V), Else Theill Sørensen (KF) og Mikkel Dencker (DF).

Fremsat .............. FF 487
Vedtaget ............... FF 498

Fuld tekst:

V 4. Af Jens Peter Vernersen (S), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL):

»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at multinationale selskaber kommer til at betale skat i Danmark i overensstemmelse med den reelle indtjening.

Folketinget konstaterer, at der eksisterer et misforhold mellem en række multinationale selskabers forretningsmæssige aktiviteter i Danmark og deres skattebetaling i landet.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til,

- at tage intiativer, der øger bemandingen i Told- og Skattestyrelsens transfer pricing- kontor og i afdelingen for selskabsrevision,

- at fremlægge forslag til afskaffelse af de huller i skattelovgivningen, der i dag giver de multinaltionale selskaber mulighed for - lovligt - ikke at betale skat i Danmark på trods af omfattende forretningsmæssige aktiviteter,

- senest den 1. februar 2003 at fremlægge en redegørelse for, hvilke lovgivningsmæssige og administrative initiativer regeringen agter at tage for at sikre en retfærdig beskatning af multinationale selskaber i overensstemmelse med indtjeningen, og

- i redegørelsen at oplyse, hvilke initiativer der de senere år er taget såvel lovgivningsmæssigt som administrativt.«

V 5. Af Peter Christensen (V), Else Theill Sørensen (KF) og Mikkel Dencker (DF):

»Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at arbejde for, at multinationale selskaber betaler skat i overensstemmelse med lovgivningen og internationale aftaler.

Folketinget konstaterer, at skatteministeren har oplyst, at der i sommer er iværksat en række initiativer for løbende at sikre en effektiv administration af transfer pricing-reglerne.

Initiativerne i indebærer bl.a., at Told- og Skattestyrelsen

- har iværksat en undersøgelse af transfer pricing-dokumentationen som en del af selskabsligningsplanen for 2003, hvor selskabernes dokumentationspligt vil blive undersøgt og indholdet i de foreliggende dokumentationer blive vurderet,

- om kort tid vil offentliggøre en omfattende dokumentationsvejledning,

- er i gang med at undersøge og analysere de udenlandske transfer pricing-regler, herunder bevisbyrde- og bøderegler. I det omfang resultatet af undersøgelsen viser, at der er behov herfor, vil der blive taget skridt til at indføre bøder for utilstrækkelig dokumentation,

- er i gang med at undersøge den udenlandske administration af transfer pricing-reglerne, og

- har iværksat et arbejde med at udvikle rammerne for samarbejdet mellem de involverede danske myndigheder og for de værktøjer, der anvendes til kontrolopgaven. Folketinget opfordrer på den baggrund skatteministeren til inden udløbet af denne folketingssamling at give Folketinget en redegørelse om resultaterne af undersøgelserne.«

V 6. Af Peter Christensen (V), Else Theill Sørensen (KF) og Mikkel Dencker (DF):

»Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at arbejde for, at multinationale selskaber betaler skat i overensstemmelse med lovgivningen og internationale aftaler.

Folketinget konstaterer, at skatteministeren har iværksat initiativer for at sikre en effektiv administration af reglerne.

Initiativerne indebærer, at Told- og Skattestyrelsen

- iværksatte en undersøgelse af transfer pricing-dokumentationen, hvor selskabernes dokumentationspligt vil blive undersøgt og indholdet i de foreliggende dokumentationer vurderes,

- offentliggør en dokumentationsvejledning snarest,

- analyserer de udenlandske transfer pricing-regler, herunder bevisbyrde- og bøderegler. Hvis resultatet af undersøgelsen viser, at der er behov herfor, indføres der bøder for utilstrækkelig dokumentation,

- undersøger den udenlandske administration af transfer pricing-reglerne, og

- har iværksat et arbejde med at udvikle rammerne for samarbejdet mellem de involverede myndigheder og for de værktøjer, der anvendes til kontrolopgaven.

Folketinget opfordrer skatteministeren til inden udløbet af denne folketingssamling at give Folketinget en redegørelse om resultaterne af undersøgelserne.«

Afstemning:

V 6 vedtaget med 61 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 53 stemmer (S, SF, RV og EL).

V 4 var dermed bortfaldet.

V 5 var taget tilbage.
Partiernes ordførere
Peter Christensen (V), Jens Peter Vernersen (S), Mikkel Dencker (DF), Else Theill Sørensen (KF), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Mogens Nørgård (KrF)