B 31 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en kommunal byggefond.

Samling: 2002-03
Status: Bortfaldet
Beh sammen: L 88 og B 31.

Efter 1.beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at oprette en kommunal byggefond, der via indbetalinger fra kommunerne kunne yde støtte til opførelse af alment boligbyggeri. De kommuner, der ikke havde alment boligbyggeri og ikke byggede alment boligbyggeri, skulle indbetale midler til fonden.

Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at forslagsstillerne ønskede, at der var et tilstrækkeligt varieret boligmarked, samt at der var almene boliger i alle kommuner. Ikke alle kommuner byggede alment boligbyggeri, og forslagsstillerne ønskede at rette op på denne skævhed ved at pålægge de pågældende kommuner at yde støtte til kommuner med meget alment byggeri, så udgifterne blev fordelt mellem alle.

Forslaget skulle ses i sammenhæng med L 88 om en ændret finansiering af alment byggeri. Der henvises til omtalen af dette forslag.
Partiernes ordførere
Inge-Lene Ebdrup (V), Lissa Mathiasen (S), Anita Knakkergaard (DF), Else Theill Sørensen (KF), Morten Homann (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Tove Videbæk (KrF)