B 120 Forslag til folketingsbeslutning om tilskud til godkendelses- og kvalitetssikringsordninger inden for vedvarende energi.

Af: Bodil Kornbek (KrF) , Mogens Nørgård (KrF) , Jann Sjursen (KrF) og Tove Videbæk (KrF)
Samling: 2002-03
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag m.v. med henblik på at indføre statslige tilskud til godkendelses- og kvalitetssikringsordninger for produkter vedrørende solenergi og biobrændsler samt til en typegodkendelsesordning for vindmøller. Hensigten var at sikre kvaliteten og fremme eksportmulighederne for danske produkter.

Det fremgik af bemærkningerne, at regeringen havde gennemført omfattende besparelser inden for tilskud m.v. til vedvarende energi. Forslagstillerne var imod disse besparelser og fandt, at staten som minimum måtte støtte kvalitetssikrings- og godkendelsesordninger for vedvarende energi, så det sikredes, at produkter, der blev solgt til forbrugerne, opfyldte grundliggende kvalitetskrav.

Den 9. maj 2003 indgik regeringen en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti om udviklingen af det danske energimarked og en styrkelse af udviklingen af nye energiteknologier. Et element i denne aftale var, at der i en 5-årig periode fra 2004 afsattes 7 mio. kr. årligt til typegodkendelse og kvalitetssikring af vedvarende energiteknologier.
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Erik Mortensen (S), Aase D. Madsen (DF), Helle Sjelle (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Martin Lidegaard (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Bodil Kornbek (KrF)