L 74 Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.

(Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer bl.a., at morarenten ved forsinket betaling af pengekrav fastsættes til en årlig rente, der svarer til Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 7 pct. Endvidere indsættes en ny generel regel i loven, hvorefter skyldneren har pligt til at betale fordringshaveren rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen.

Hovedformålet med lovforslaget var at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Formålet med direktivet var at styrke kreditorers retsstilling ved forsinket betaling i visse handelsforhold.

Lovforslaget vedtaget med 104 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 1 (EL).
Partiernes ordførere
Freddy Dam (V), Lissa Mathiasen (S), Per Dalgaard (DF), Lars Barfoed (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Pernille Falcon (EL) og Jann Sjursen (KrF)