Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 54. Af Erik Larsen (V), Carina Christensen (KF) og Ole M. Nielsen (KRF).
Fremsat ................ FF 5613
Vedtaget ................ FF 5630
V 55. Af Lissa Mathiasen (S), Ole Sohn (SF) og Marianne Jelved (RV).
Fremsat ................ FF 5617
Bortfaldet ............. FF 5630
Fuld tekst:
V 54. Af Erik Larsen (V), Carina Christensen (KF) og Ole M. Nielsen (KRF):
»Folketinget konstaterer, at tillidsfulde og tilfredse forbrugere spiller en afgørende rolle for virksomhedernes muligheder for fortsat vækst. Det er derfor vigtigt, at forbrugerpolitikken tager højde for de mange nye udfordringer, virksomheder og forbrugere i dag står over for.
Regeringen opfordres til at fortsætte arbejdet med at skabe gode rammer for forbrugerne og til at fremlægge forslag til en moderne forbrugerpolitik, der i højere grad matcher forbrugernes vilkår på markedet, herunder
- styrke forbrugernes forudsætninger og muligheder for at handle på nye måder og på nye markeder, der konstant er i forandring,
- styrke grundlaget for og incitamentet til dialog mellem virksomheder, forbrugere og myndigheder,
- styrke forbruger- og fødevaresikkerheden og
- styrke forbrugernes rettigheder og adgang til information gennem et øget samarbejde og nye partnerskaber mellem forbrugere, erhvervsliv og myndigheder.«
V 55. Af Lissa Mathiasen (S), Ole Sohn (SF) og Marianne Jelved (RV):
»Folketinget konstaterer, at forbrugerpolitikken i højere grad må tage højde for de mange nye fremtidige udfordringer - herunder den øgede globalisering - som forbrugere og virksomheder står over for. En bedre uafhængig forbrugerinformation og -rådgivning, klarere forbrugerrettigheder og større markeds- og priskonkurrence er blandt værktøjerne til en samlet bedre forbrugerpolitik.
Folketinget opfordrer regeringen til at fremlægge forslag til forbrugerpolitik, der sikrer forbrugernes vilkår, herunder
- sikrer forbrugerne en bedre adgang til en styrket, uafhængig forbrugerrådgivning og -information,
- styrker forbrugernes rettigheder og fødevaresikkerhed - blandt andet igennem et øget samarbejde mellem forbrugere, erhvervsliv og myndigheder,
- sikrer en stærk forbrugerrepræsentation i organer og institutioner, der varetager forbruger- og samfundsinteresser, og
- styrker Danmark som foregangsland i EU på det forbrugerpolitiske område, herunder medvirker til at øge den forbrugerpolitiske indsats i de nye ansøgerlande, samt medvirker til at styrke det internationale samarbejde om forbrugerpolitik - blandt andet ved at øge forbrugernes indflydelse og repræsentation der, hvor beslutninger træffes i et globaliseret samfund.«
Afstemning:
V 54 vedtaget med 58 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 42 (S, SF, RV og EL).