B 83 Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af faglige organisationers konfliktret over for virksomheder med overenskomst.

Af: Ole M. Nielsen (KrF) , Bodil Kornbek (KrF) , Jann Sjursen (KrF) og Tove Videbæk (KrF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter beslutningsforslaget skulle faglige organisationers konfliktret over for arbejdsgivere med overenskomst begrænses, således at der kun skulle være konfliktret, når der forelå stærke grunde, der talte for oprettelse af en ny overenskomst, f.eks. hvis den eksisterende overenskomst ikke i det væsentlige svarede til branchens.

Forslaget skulle gælde, hvis der ikke var hovedaftalemæssige bindinger mellem virksomheden og den konfliktende faglige organisation.

Det var forslagsstillernes opfattelse, at selv om en virksomhed gennem mange år havde været overenskomstdækket, kunne den uforskyldt blive ramt af en konflikt, så arbejdsgiveren risikerede konkurs og lønmodtagerne risikerede at miste deres job.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 20 (DF, RV og KRF) stemte for, 83 (V, S, KF, SF og EL) imod.
Partiernes ordførere
Freddy Dam (V), Jan Petersen (S), Bent Bøgsted (DF), Lars Barfoed (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)