B 65 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget.

Af: Udvalget for Forretningsordenen (UFO)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh direkte overgang til 2.(sidste) beh.

De i folketingsbeslutningen indeholdte forslag til ændring af Folketingets forretningsorden ændrer Tingets forretningsorden på 3 punkter.

Der oprettes et særligt udvalg for udlændinge- og integrationspolitik. Antallet af ord i et forslag til vedtagelse, der kan fremsættes under en forespørgsel, begrænses til 150, og endelig kan ansættelse af medarbejdere til og med lønramme 37 fremtidigt foretages af administrationen uden forelæggelse for Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen.

Oprettelsen af det nye udvalg fandt sted på baggrund af et rundspørge til de stående udvalg om eventuelle ændringer som følge af ressortomlægninger foretaget af Fogh Rasmussen-regeringen.

Maksimumgrænsen for antallet af ord i et forslag til vedtagelse var tidligere (i 1. samling) foreslået af et enigt Udvalg for Forretningsorden. Forslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet på grund af udskrivelse af valg til Folketinget.

Endelig blev retten til at ansætte og afskedige medarbejdere til og med lønramme 37 overdraget til administrationen efter forslag af Præsidiet, der tidligere havde denne ret sammen med Udvalget for Forretningsordenen.

Beslutningsforslaget vedtaget enstemmigt med 114 stemmer.
Partiernes ordførere
Poul Nødgaard (DF), Kaj Ikast (KF) og Margrete Auken (SF)