B 107 Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af det færøske folks selvbestemmelsesret.

Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at erklære over for de Forenede Nationer, at Færøernes folk har ubegrænset selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at forslagsstilleren fandt, at Færøerne på langt de fleste områder klart adskilte sig fra Danmark. Færingerne var et eget folk og opfyldte alle de kriterier, som opstilles for at være en nation i folkeretlig henseende.

Både den tidligere og den nuværende statsminister havde udtalt sig imod den opfattelse, at Færøerne var et folkeretligt subjekt, men havde tværtimod anset forholdet til Færøerne som et rent indenrigspolitisk, dansk anliggende. Forslagsstilleren var, bl.a. med henvisning til Helsinki-slutakten fra 1975, grundlæggende uenig heri.
Partiernes ordførere
Pia Larsen (V), Henrik Sass Larsen (S), Jesper Langballe (DF), Gitte Seeberg (KF), Aage Frandsen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Tórbjørn Jacobsen (TF)