B 69 Forslag til folketingsbeslutning om psykologbehandling som valgfrit alternativ til fængselsstraf i tilfælde af vold i hjemmet.

Af: Søren Søndergaard (EL) og Frank Aaen (EL)
Samling: 2001-02 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget pålagde regeringen at tage de nødvendige initiativer med henblik på at sikre, at der blev indført psykologbehandling som valgfrit alternativ til fængselsstraf i de sager, hvor den ene part i et ægteskab eller parforhold havde forbrudt sig voldeligt mod den anden.

Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne, at såvel Landsforeningen Hjælp Voldsofre som Mødrehjælpen havde gennemført projekter, der havde dokumenteret, at psykologisk behandling af mænd, der havde anvendt vold i parforhold og i ægteskab, kunne have en særdeles stor effekt og medvirke til at fjerne volden helt fra disse forhold.