B 33 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre lønmodtagere og arbejdsgivere ret til at indgå aftaler om deltid.

Samling: 2001-02 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte forslag, der sikrede alle lønmodtagere ret til at indgå aftaler om deltid. Den individuelle ret til at aftale deltid skulle være uafhængig af indholdet af de kollektive overenskomster.

Ifølge forslaget skulle reglerne i EF-deltidsdirektivet eller i de eksisterende arbejdsmarkedsoverenskomster gælde i de tilfælde, hvor aftale om deltid ikke kunne indgås mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Forslagsstillerne fandt, at lønmodtagere burde have en lovmæssig ret til deltidsarbejde, men da et forslag herom ikke kunne samle flertal i Folketinget, ville en vedtagelse af det fremsatte forslag medføre en klar forbedring.