Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse*):
V 77. Af Ole M. Nielsen (KRF), Harald Kjøller (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Poul Nødgaard (DF) og Ebbe Kalnæs (CD).
Fremsat ............. FF 6261
Bortfaldet ............. FF 6404
V 78. Af Kristen Touborg (SF), Klaus Hækkerup (S), Inger Marie Bruun-Vierø (RV) og Helge Bo Jensen (EL).
Fremsat ............. FF 6263
Vedtaget .............. FF 6404
Fuld tekst:
V 77. Af Ole M. Nielsen (KRF), Harald Kjøller (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Poul Nødgaard (DF) og Ebbe Kalnæs (CD):
»Folketinget tilslutter sig målsætningen om
— at sikre den danske befolkning gode og ligelige levevilkår, uanset hvor i landet man bor,
— at alle områder af landet blive attraktive områder for udvikling og bosætning, således at der kan oppebæres en geografisk spredning af befolkningen og den økonomiske aktivitet, og
— at den regionale udvikling på lang sigt fører til mindre ulighed i service, beskæftigelse og økonomiske vilkår i regionerne.
Folketinget bifalder, at regeringen for at styrke den regionalpolitiske indsats har besluttet at nedsætte et regionalpolitisk koordinationsudvalg med erhvervsministeren som formand og indenrigsministeren, undervisningsministeren, miljø- og energiministeren og økonomiministeren som medlemmer.
Folketinget har noteret sig, at indenrigsministeren fortsat på baggrund af indberetninger fra samtlige ministerier skal overvåge den regionale udvikling med henblik på at styrke de regionale hensyn ved statslige tiltag af regionalpolitisk betydning.
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at alle relevante tiltag konsekvensvurderes, og at de enkelte tiltags påvirkning af udviklingen i en region i større grad vurderes i sammenhæng. Regeringen skal samtidig vurdere nødvendigheden af at iværksætte afbødende initiativer i forbindelse med tiltag, som har betydelige negative regionalpolitiske konsekvenser.
Folketinget pålægger endvidere regeringen i de årlige regionalpolitiske redegørelser at orientere Folketinget om resultaterne af den regionalpolitiske overvågning.«
V 78. Af Kristen Touborg (SF), Klaus Hækkerup (S), Inger Marie Bruun-Vierø (RV) og Helge Bo Jensen (EL):
»Folketinget tilslutter sig målsætningen om
— at sikre den danske befolkning gode og ligelige levevilkår, uanset hvor i landet man bor,
— at alle områder af landet bliver attraktive områder for udvikling, bosætning og den økonomiske aktivitet, og
— at den regionale udvikling på lang sigt fører til større lighed i service, beskæftigelse og økonomiske vilkår i regionerne.
Folketinget har noteret sig, at regeringen har nedsat et koordinerende ministerudvalg med erhvervsministeren som formand, som skal sikre det maksimale udbytte af de initiativer, som regeringen tager på det regionale område.
Folketinget har endvidere noteret sig, at indenrigsministeren skal være ansvarlig for indsamling og formidling af oplysninger om den regionale udvikling, herunder oplysninger om regionalpolitiske konsekvenser af statslige initiativer, således som det fremgår af den regionalpolitiske redegørelse.
Samtidig noterer Folketinget sig, at disse målsætninger ikke vil blive realiseret, medmindre der gøres en særlig og markant indsats i samarbejde med de egne, der er udsatte ifølge den regionalpolitiske redegørelse.
Idet Folketinget også henviser til vedtagelse fra F 40 den 23. marts 2001, opfordrer Folketinget regeringen til
— at fremlægge forslag, der kan gavne en social og økologisk bæredygtig udvikling af de udsatte områder,
— at redegøre for væsentlige regionalpolitiske konsekvenser ved forelæggelse af lovforslag,
— at orientere om resultaterne af den regionalpolitiske overvågning i de årlige regionalpolitiske redegørelser samt
— at forholde sig positivt og konstruktivt til forslag til udviklingstiltag fra de udsatte områder.«
Afstemning:
V 78 vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, DF, RV, EL og KRF) mod 6 (CD, Mogens Andreasen (UP) og Kim Behnke (UP)).
V 77 var dermed bortfaldet.
*) Ifølge Folketingets forretningsordens § 19, stk. 5, kan der ved fremsættelsen og forhandlingen om en redegørelse - bortset fra statsministerens redegørelse for rigets almindelige stilling ved folketingsårets begyndelse, R 1 - ikke træffes beslutning, medmindre redegørelsen behandles sammen med en forespørgsel om samme emne. I så fald fremsættes et forslag til vedtagelse til redegørelsen og forespørgslen under ét.
I disse 5 tilfælde behandledes redegørelser sammen med forespørgsler: R 4 sammen med F 13, R 13 sammen med F 57 og F 58, R 16 sammen med F 68, R 17 sammen med F 55, og R 20 sammen med F 64 (se også denne årbogs afsnit 15).