L 29 Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, fondsbeskatningsloven og lov om gevinstgivende spilleautomater.

(Fastsættelse af indgangsværdier m.v.).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indfører generelle regler om fastsættelse af indgangsværdier for fremtidige afskrivningsgrundlag og avanceopgørelser ved selskabers og foreningers m.v. overgang fra skattefrihed efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, til skattepligt efter selskabsskattelovens § 1.

Tilsvarende regler indføres i et vist omfang for fondes overgang fra skattefrihed til skattepligt.

Loven indeholder endvidere nogle korrektions- og konsekvensændringer i lov om gevinstgivende spilleautomater.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at reglerne om fastsættelse af indgangsværdier ved selskabers m.v. overgang fra skattefrihed til skattepligt havde til formål at styrke retssikkerheden for selskaber m.v. Hidtil havde der ikke været fastsat regler herom, ligesom der ikke forelå retspraksis om spørgsmålet. Selskaberne m.v. havde i disse tilfælde været henvist til at få indgangsværdierne fastsat konkret af den skatteansættende myndighed eller af
Ligningsrådet ved en bindende forhåndsbesked.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 106 stemmer.
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Mariann Fischer Boel (V), Brian Mikkelsen (KF), Aage Frandsen (SF), Anders Samuelsen (RV), Klaus Kjær (DF), Frank Aaen (EL) og Kim Behnke (FRI)